<- Tilbage til intranet – forside

Spam er forbudt. Men hvad må vi så ?

Den 20. april 2023 har jeg fået en  mail fra SMV Danmark. I denne mail var der et link til nedenstående tekst. En tekst der er værd at kende indholdet af.

Vi ( altså SMV Danmark ) skrev tidligere om forbuddet mod spam, som betyder, at det ikke er tilladt at sende elektronisk markedsføring, hvis modtageren ikke har afgivet samtykke – det vil sige sagt ja – til det. Det efterlader spørgsmålet: Hvad må vi så?

Hovedreglen er som sagt, at markedsføring kræver samtykke fra modtageren. Men der er en undtagelse til den hovedregel, når der er en kunderelation til modtageren. Det er nemlig lovligt at markedsføre egne tilsvarende produkter elektronisk over for en kunde, som i forbindelse med et tidligere køb har givet sin elektroniske adresse til virksomheden. Denne markedsføring af tilsvarende produkter kan ske lovligt, helt uden forudgående samtykke fra kunden.

Kunden skal dog have ret til let og gebyrfrit at frabede sig sådanne henvendelser. Denne mulighed skal kunden have både i forbindelse med afgivelse af sin elektroniske adresse og i forbindelse med hver efterfølgende henvendelse.

Egne tilsvarende produkter

Hvornår er vi så indenfor skiven af lovlig markedsføring?

Det er altid en konkret vurdering, men rammerne er snævre. Der skal være tale om tilsvarende produkter eller ydelser, som virksomheden selv forhandler. Produkterne eller ydelserne behøver ikke at være identiske, men skal være inden for samme kategori som det, kunden tidligere købt. Lad os tage nogle eksempler:

Har kunden f.eks. købt en bil hos en bilforhandler, må bilforhandleren gerne sende elektronisk markedsføring af service og reparation af bilen, hvis det foretages af bilforhandleren selv. Bilforhandleren må derimod ikke markedsføre f.eks. syn af bilen, hvis dette foretages af en anden virksomhed og dermed ikke er bilforhandlerens egen ydelse.

Har kunden købt en sofa, må sælgeren gerne markedsføre plejeprodukter til den købte sofa. Har kunden omvendt kun købt plejemidler til en sofa, må sælgeren ikke markedsføre sofaer over for kunden, da en sofa ifølge Forbrugerombudsmanden ikke er et tilsvarende produkt til et sofaplejemiddel.

Har en kunde købt en flybillet, vil markedsføring af tilkøb af ekstra bagage, opgradering samt mad om bord på flyet, være tilladt. Det vil også være tilladt at markedsføre en flybillet til en anden destination. Derimod vil det ikke være tilladt at markedsføre et krydstogt, da det ikke anses for et tilsvarende produkt.

Har kunden købt en cykel, vil det være tilladt at markedsføre et cykeleftersyn, udført af sælgeren, ligesom det vil være tilladt at markedsføre en ringeklokke, cykelhjelm og lignende.

Har kunden købt et par bukser eller anden beklædningsgenstand, kan sælgeren lovligt markedsføre tilpasning af bukserne, hvis sælgeren selv foretager denne ydelse. Sælgeren kan også markedsføre øvrige beklædningsgenstande, men ikke andre produkter som f.eks. en kuffert.

Har kunden købt en mobiltelefon, vil det være tilladt at markedsføre et telefonabonnement, mens det vil være forbudt at markedsføre et fjernsyn.

Og sådan kan vi blive ved…

Forbrugerombudsmanden har udarbejdet en vejledning til, hvordan reglerne skal fortolkes. Vejledningen findes her: Vejledning: Spamforbuddet (forbrugerombudsmanden.dk)

Servicemeddelelser

Der er også andre tilfælde, som ikke kræver samtykke fra modtageren. Du må nemlig gerne sende en servicemeddelelse til kunder eller andre.

Har din virksomhed fået ny adresse eller nyt tlf.nr., må du gerne sende denne information elektronisk uden forudgående samtykke fra modtageren, så længe beskeden alene omhandler den konkrete information og ikke samtidigt indeholder nogen form for markedsføring af produkter eller ydelser, eller på anden måde en branding af virksomheden.

En låsesmed må f.eks. gerne sende en kunde en mail med information om, at alarmsystemet vil være inaktivt i et givent tidsrum. Sådan en servicemeddelelse indeholder ren information og ikke noget, der kan karakteriseres som markedsføring, hvilket er helt afgørende.

I tvivl? Ring til os

Husk, at du som medlem kan kontakte juridisk hotline og få rådgivning om bl.a. markedsføring og spam.

Thea Lyskov Søndergaard

Chefkonsulent, cand.jur.

tlf +45 32 63 03 02